14,2 milliarder kroner. Så meget er indkøbsprisen for de i alt 27 F-35 kampfly, som Forsvaret har købt hos Lockheed Martin.
Men nu viser det sig, at de nye fly har et problem, hvis piloten får behov for at forlade det i utide.
På mindst to af de seks F-35-fly, som Forsvaret har købt, er der fundet fejl i katapultsæderne. Det skriver Ingeniøren på baggrund af et svar fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Fejlen skyldes en produktionsfejl hos leverandøren Martin-Baker og har ført til flyveforbud for jagerfly verden over.
- De seks danske fly, der alle er stationeret på Luke Air Force Base, bliver inspiceret inden næste flyvning. Indtil videre er der fundet fejl på to af disse, siger kommunikationschef Thorbjørn Hein til Ingeniøren.
I USA har fejlen betydet, at størstedelen af F-35-flåden har fået flyveforbud.