Når kongen i aften toner frem på skærmen for at holde sin første nytårstale, følger man ekstra spændt med i Sydslesvig.
Her har de nemlig været glade for den hilsen, som hans mor, dronning Margrethe, år efter år sendte til det danske mindretal i forbindelse med talen.
Og den tradition håber formanden for Sydslesvigsk forening, Gitte Hougaard-Werner, fortsætter.
- Det vil betyde rigtig meget, fordi båndet til kongehuset er stærke, hvilket kongen og dronningen også beviste med deres tiltrædelsesbesøg, som også lige vendte mindretallet i Sydslesvig, siger hun.
Du kan se kongens første nytårstale på DR1 og dr.dk i aften klokken 18.