Den slovenske regering har sendt et forslag til landets parlament om, at landet anerkender Palæstina som stat. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Premierminister Robert Golob og hans koalitionsregering har flertal i parlamentet, så Reuters skriver, at det ventes at være en formalitet at få forslaget vedtaget.
Norge, Spanien og Irland har alle anerkendt Palæstina som stat for nylig.
I en kommentar til den slovenske regerings beslutning siger Israels udenrigsminister, Israel Katz, at beslutningen belønner Hamas for mord og voldtægt.