Efter en person blev meldt savnet på Rømø juleaftensdag, sætter politiet her til formiddag gang i en maritim indsats.
Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi.
Indsatsen kommer til at foregå på vandet ud for Rømø Havn, hvor politiet vil sende vandsøgningshunde ud.
Der er ikke nogen indikationer på, at den savnede person skulle ligge i vandet, men det er for at udelukke den mulighed, fortæller politiet.
Den savnede person er en 43-årig tysk statsborger ved navn Dennis Kuban. Hans bil blev tirsdag den 24. december fundet aflåst i Havneby på øen.
Har du oplysninger til sagen, kan politiet kontaktes på 114.