Iran, Syrien og Nordkorea er blevet sagsøgt af flere end 100 ofre og pårørende til ofre for Hamas' angreb på Israel den 7. oktober sidste år.
Landene er blevet sagsøgt gennem en føderal domstol i Washington D.C., hvor sagsøgerne anklager de tre lande for at støtte Hamas, der af Israel, USA og EU betragtes som en terrororganisation.
Det skriver Reuters.
I den forbindelse kræver ofrene og de pårørende mindst fire milliarder dollar i godtgørelse.
Beløbet svarer til omkring 28 milliarder kroner.
Sagen er anlagt på vegne af ofrene af den amerikanske jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League (ADL), der beskylder de tre lande for at støtte den militante palæstinensiske bevægelse økonomisk og militært.