Anløbsbroen, som skal sikre nødhjælp ind i Gazastriben, er blevet repareret efter at have været beskadiget og ude af drift.
- USA's militære centralkommando, Centcom, har på vellykket vis genetableret den midlertidige anløbsbro i Gaza, så levering af den stærkt tiltrængte humanitære hjælp til befolkningen i Gaza kan fortsætte, meddeler Centcom ifølge Ritzau.
Det er USA, der har etableret broen, og tirsdag i sidste uge lød det fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at en del af broen var knækket fra resten. Ifølge nyhedsbureauet AFP var der tale om en stormskade.
I maj blev der leveret over 1.000 ton nødhjælp via denne anløbsbro.