Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien har haft besøg af den voldsomme storm ved navn Daniel.
Nu har den skabt ødelæggelse af veje og bygninger i Libyen, hvor mindst 150 er døde i oversvømmelser.
Det oplyser Mohamed Massoud, som er talsperson for myndigheder i Benghazi-området, mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Stormen har ramt byer som Benghazi, al-Baida, al-Marj og Derna.
På sociale medier er der billeder af mennesker, der befinder sig på tage af biler, mens de venter på hjælp under oversvømmelserne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi sov, og da vi vågnede, var vores hus belejret af vand. Vi er inde nu og forsøger at komme ud, siger Ahmed Mohamed, som bor i Derna, på telefon til Reuters.