Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil have frigivet hidtil hemmeligstemplede dokumenter om drabene på tidligere præsident John F. Kennedy, ekspræsidentens bror Robert Kennedy og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr.
Præsidenten har således underskrevet et dekret om at frigive materialet, der har været hemmeligstemplet siden drabene i 1960'erne, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Alt vil blive afsløret, siger Trump på et pressemøde.
Trump gav et lignende løfte under sin første embedsperiode fra 2017 til 2021, og der blev da også frigivet en del dokumenter om drabet på daværende præsident John F. Kennedy i 1963.
Men Trump kom på det tidspunkt under pres fra forbundspolitiet FBI og efterretningstjenesten CIA og lod en betydelig bunke dokumenter forblive i arkiverne.
Drabene på de tre markante mænd rystede USA i 1960'erne.
Særligt drabet på John F. Kennedy har i årtier været omgærdet af konspirationsteorier.
Mange amerikanere tror ikke på den officielle forklaring, om at en enkelt gerningsmand - Lee Harvey Oswald - dræbte præsidenten.