Minister afviser kritik: Ny vejlov fjerner bøvl og sikrer fremkommelighed

Storbykommunerne kalder nyt lovforslag et frontalangreb mod deres grønne trafikplaner, men de får meget mere at skulle have sagt på flere af deres veje, lyder modsvaret fra ministeren.

Skal kommunerne kunne sænke hastigheden på trafikerede veje, som H.C Andersens Boulevard i Købehavn? Nej, siger transportministeren. (Foto: © Sofie Mathiassen, Ritzau Scanpix)

'En bombe under kommunernes grønne mobilitetsplaner', 'et frontalangreb på det kommunale selvstyre' og 'helt hovedløs'. Transportministerens nye lovforslag på trafikområdet er ikke ligefrem blevet taget imod med åbne arme i landets tre største byer.

Men selvom ministeren anerkender, at kommunerne får mindre at skulle have sagt, når det kommer til at lave ændringer på deres mest trafikkerede veje, så vil det nye lovforslag overordnet set give kommunerne meget mere selvbestemmelse på vejområdet, end de har i dag, lyder modsvaret fra ministeren.

- Det kommunale selvstyre bliver i den grad styrket med den her lov, fordi kommunerne får lov til at råde over langt, langt størstedelen af deres veje, hvis de f.eks. ønsker at sætte hastigheden ned, siger ministeren.

Mindre bøvl, mere fremkommelighed

Lovforslagets formål er ifølge ministeren at mindske bureaukrati. Det sker ved at fjerne politiet som myndighed på vejområdet. På den måde vurderes det, at der kan spares 22 årsværk ved politiet og 11 årsværk i kommunerne.

Det giver kommunerne mere handlerum, fordi de ikke længere skal spørge politiet om lov, når de laver ændringer på deres mindre trafikerede veje.

- Spørgsmålet omkring f.eks. fartgrænser i byerne er ikke et kommunalt anliggende i dag. Det er noget, man skal søge om ved politiet. Der går vi faktisk, med lovforslaget, ind nu og giver dem lov til at selv bestemme på omkring 90 procent af vejene i Aarhus, siger ministeren.

Striden om lovforslaget opstår omkring kommunernes mere trafikkerede veje. Her kan de nemlig ikke længere ansøge om at lave ensretninger eller hastighedsnedsættelser, der har til formål at mindske biltrafikken, som de ellers havde planer om i både Århus, Odense og København.

- Man kan sagtens lave færdselssikkerhedsmæssige ordninger eller trafiksikkerhedstiltag og cykelstier osv. Men i vores hovedfærdselsårer har vi jo brug for fremkommelighed for at afvikle trafikken, siger ministeren.

På veje, hvor der kører over 4000 biler dagligt må kommunerne, med forslaget, ikke ændre på hastighedsbegrænsningerne, ligesom de ikke må hæmme biltrafikken ved at lave ensretninger på veje med over 1000 daglige biler.

Det er, ifølge ministeren, for at sikre, at biltrafikken flyder, og at trafiksikkerheden er i top.

- De retningslinjer, som politiet i store udsnit har administreret efter ude i kommunerne, og har givet afslag på ude i kommunerne, dem lægger vi nu åbent frem. Så kan kommunerne direkte forholde sig til, hvad rammerne er. Det bliver selvfølgelig også lidt mere firkantet. Til gengæld så mindsker vi en lang række administrative opgaver, siger han.

'Bilerne skal ikke dominere det hele'

Men ministerens argumenter møder modstand i storbykommunerne, hvor de ærgrer sig over, at lovforslaget ikke giver dem mulighed for at lave hastighedsbegrænsninger, spærringer og ensretninger, for at mindske bilerne på netop deres mest trafikkerede veje. Det siger blandt andre teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfoed (Ø)

- Det er et kæmpestort fejlskud, at man vil gå ind og forbyde kommunerne at gøre det, som borgerne gerne vil have lavet. Nemlig gader, hvor det ikke er gennemkørende biler i høj fart, der dominerer det hele, men hvor der også er plads til, at man kan gå på fortovet. Man kan cykle på cykelsti, der er plads til nogle træer osv.

Men med det her forslag får I jo selvbestemmelse fuldstændig uden politiets myndighed på størstedelen af vejene i Københavns Kommune. Det er vel godt for jer og jeres ønsker?

- Men det er jo især de veje, hvor der kører rigtig mange biler, - og det er altså rigtig mange veje i København - hvor vi gerne vil kunne lave brede fortove, bredere cykelstier og sætte farten ned også for at nedbringe antallet af alvorlige trafikulykker. Det vil vi ikke kunne, hvis det lovforslag bliver vedtaget, svarer hun.