Scanninger af jorden omkring Aalborg Kloster afslører rester af en forsvundet klosterkirke.
Det skriver Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.
I november 2024 scannede arkæologer et større område ved klosteret med en såkaldt georader. Nu er resultaterne kommet, og de bekræfter til dels, at der må have ligget en større kirke i forbindelse med klosteret, end man hidtil har troet.
Historien om klosteret, som før i tiden hed Helligåndsklosteret, begyndte i 1431. Det meste er bevaret endnu - bortset fra kirken, som blev nedlagt i flere etaper efter klosterets nedlæggelse efter reformationen i 1536.
Klosterforstander Flemming Møller Mortensen håber at blive endnu klogere på, hvad klosterjorden gemmer på.
- Klosteret er netop nu i gang med at undersøge, om det er muligt at lave egentlige arkæologiske udgravninger netop der, hvor radarundersøgelsen nu viser ret massive bygningsrester, siger han.