Han har gjort det før, og torsdag aften gjorde FC Midtjyllands Dario Osorio det så igen.
Den blot 20-årige offensivspiller fra Chile har flere gange indstillet sigtekornet, taget tilløb og krøllet bolden helt op, hvor der ellers normalt kun befinder sig spindelvæv, og torsdag aften gjorde han det igen.
Her scorede den unge fodboldspiller nemlig et vaskeægte drømmemål for FC Midtjylland i Europa League-opgøret mod Ludogorets fra Bulgarien.
Målet blev scoret allerede midtvejs i første halvleg, og modstanderne forsøgte herefter at svare igen.
Det lykkedes dem dog ikke, men til gengæld udnyttede midtjyderne helt til sidst, at modstandernes målvogter var løbet med op, og scorede til 2-0.
Det blev slutresultatet, og dermed sikrede FC Midtjylland tre point.
Med sejren har FCM hentet ti point i syv kampe i ligaspillet og ligger lunt til som nummer 19 midt i den 36 hold store tabel, hvor de 24 bedste avancerer til slutspillet.
FCM afslutter om en uge sit ligaspil, når tyrkiske Fenerbahce kommer på besøg.
Sådan forløb kampen
Af Ritzau:
Foran et beskedent fremmøde i Razgrad leverede Ludogorets og FCM torsdag en beskeden første halvleg.
Midtjyderne indledte med enkelte sekvenser med højt pres, men gav ellers hjemmeholdet tid og plads til at spille bolden rundt, og det kom der ikke meget ud af, da tempoet var alt for lavt.
FCM bød omvendt heller ikke ind med meget, men leverede efter 18 minutter til gengæld kampens højdepunkt.
Anfører Mads Bech Sørensen tacklede bolden hen til Osorio efter et resultatløst langt indkast, og et par meter uden for feltet fyrede chileneren et projektil op i hjørnet til 1-0.
Siden fik FCM's frontløber Adam Buksa ikke tilstrækkelig kontakt med et indlæg, og i den anden ende havde Jonas Lössl ikke problemer med de par forsøg, som bulgarerne kreerede før pausen.
Langt mere nærgående blev det i anden halvlegs indledning, hvor Lössl kom på hårdt arbejde på blandt andet et hovedstød fra tæt hold.
FCM var i en periode på hælene, men red stormen af. Blandt andet takket være indskifterne Edward Chilufya og Mikel Gogorza, som kom ind og var med til at true offensivt, da kræfterne slap op hos Osorio og Simsir.
Og da Ludogorets skulle vinde og dermed score mindst to gange, forsvandt troen også stille og roligt ud af hjemmeholdet, efterhånden som minutterne tikkede.
Gogorza misbrugte i god mulighed for at lukke kampen i slutminutterne.
I stedet blev det først 2-0 i slutsekunderne, da Valdemar Byskov lidt inde på bulgarernes halvdel trillede bolden ind i et net, der stod tomt, efter Ludogorets-keeperen havde været på eventyr i den anden ende.