Det var 'røvkedeligt' for Gidsel, men Schweiz høster alligevel ros fra manden med ble på

Både Mathias Gidsel og Magnus Saugstrup roste Schweiz for at tage initiativ med en mandsopdækning af den danske stjerne.

Mathias Gidsel fik 'ble på' at Schweiz torsdag aften. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Hver dag er en mulighed for at opleve noget nyt, og det var det såmænd også torsdag aften i Boxen.

For når de danske håndboldherrer slår manken ud, tøffer ud på det blå gulv og moser på, så er det som regel Mathias Gidsel, der står tilbage som topscorer.

Ikke i dag. Lad blot kæberne ramme gulvet.

Seks scoringer blev det til for verdens bedste håndboldspiller, det samme nåede Emil Jakobsen, mens Lasse Andersson nappede titlen som mest målfarlig med otte mål.

Det var dog ikke så mærkeligt, kampens forløb taget i betragtning.

Schweiz gjorde nemlig en dyd ud af at mandsopdække Mathias Gidsel; et taktisk greb, man oftest ser i ungdomshåndbold, hvis modstanderen har en skytte i voksealderen, og det blev en smule trættende for den danske stjerne.

- Personligt var det en røvkedelig kamp. Jeg talte også med Andy Schmid (Schweiz' landstræner, red.) i pausen, der sagde, at så må jeg jo gå ud.

- Det blev en kamp, hvor jeg skulle stå med ble på oppe ved midten, og så give plads til de andre.

Mathias Gidsel ramte, på trods af en konsekvent mandsopdækning, seks scoringer. (Foto: © Soeren Stache, Soeren Stache/picture-alliance/dpa/AP Images)

- Jeg har respekt for, at Schweiz tager det initiativ og ikke bare stiller sig ned for at blive kørt over, som det er sket for mange andre. Det går så ud over mig, men der bliver så meget plads til dueller, og der er vi simpelthen så stærke, siger Mathias Gidsel.

Danskerne håndterede mandsopdækningen glimrende, hvor det i stedet blev til den masse mand-mod-mand dueller, og derfor er den danske stjerne heller ikke nervøs.

Han håber dog ikke, at han igen skal have den slags særbehandling.

- Nu har vi prøvet det, til tider var det en smule urytmisk, men vi ser det ikke så ofte i seniorverdenen, at man mandsopdækker så meget.

- Jeg er helt sikker på, at hvis nogen får den idiotiske idé at fjerne mig igen, så har vi nogle løsninger på det, siger Mathias Gidsel.

Fedt at de tog initiativ

Samme sang lød fra den danske anfører, Magnus Saugstrup.

Respekten for at Schweiz gjorde noget, som de færreste tør, kan man godt anerkende, selv om man er modstandere.

- Det var fedt at Schewiz ikke bare stillede sig ned, så havde vi nok slået dem større. Vi manglede at finde rytme, men jeg synes det var fedt, at de tog initiativ og forsøgte at slå vores spil i stykker, siger Magnus Saugstrup.

Sammen med holdkammeraterne er han nu klar til at duellere i VM-kvartfinalerne, men inden da skal mellemrundens sidste kamp mod Tjekkiet gennemføres.

Der kommer dog ikke til at blive slækket på sagerne af den grund, lover Magnus Saugstrup.

- Vi kan måske spille lidt mere frit og prøve nogle ting af mod Tjekkiet, som har været gode defensivt, men vi vil jo stadig gerne ind og vise os frem foran vores fans, siger Saugstrup.

Kampen mod Tjekkiet spilles lørdag klokken 20.30.