Trump lovede, at han ville afslutte krigen i Ukraine på den første dag som præsident. Det skete ikke, men i mandags, da Trump underskrev de præsidentielle dekreter efter indsættelsen, opfordrede han Vladimir Putin til at lave en aftale med Ukraine.
Putin tager sig ikke særlig godt ud, sagde Trump i det ovale kontor. Men Trumps hårde tone skuffer i Rusland, lyder det fra seniorforsker på Dansk Institut for Internationale studier Flemming Splidsboel.
- Russerne har ventet på, at Trump skulle blive indsat som præsident. De regnede med et topmøde mellem Trump og Putin. Så kunne de to store præsidenter finde en aftale uden at involvere Ukraine, og Putin ville komme fra mødet ganske tilfreds.
Forskellige strategier fra Rusland og Ukraine
- Ukrainerne, anført af Zelenskyj, har forsøgt at smigre Trump og sagt: 'Vi vil meget gerne forhandle. Trump er stærk, klog og handlekraftig, det skal nok blive rigtig godt', siger Flemming Splidsboel i Deadline.
Men det er altså den modsatte strategi, som Rusland anvender i forhold til muligheden for forhandlinger. Ifølge Flemming Splidsboel er strategien fra Rusland nærmere:
- Vi vil meget gerne forhandle, men vi kommer til at vinde den her krig alligevel (...) Vi skal have noget ekstraordinært. I skal ikke regne med, at vi bare kommer krybende ind i forhandlingslokalet. Der skal virkelig noget til for at lokke os ind.
Se hele udsendelsen i Deadline på DRTV.