Flere end 190.000 mennesker i Gaza er den seneste uge flygtet fra byerne Khan Younis og Deir al Balah.
Det oplyser Farhan Haq, der er talsperson for FN's generalsekretær.
- Hundredvis andre er stadig strandet i den østlige del af Khan Younis - mens kampene fortsætter. Endnu engang vil vi understrege, at alle parter i konflikten skal respektere de internationale humanitære love, siger han.
Mandag udsendte det israelske militær en evakueringsordrer til beboerne i dele af Khan Younis.
Ifølge FN's Kontor for Koordinering af Humanitær Indsats (OCHA) er der i øjeblikket meldinger om bombardementer i store dele af Gazastriben.
Krigen mellem Israel og Hamas har været i gang siden 7. oktober sidste år.