Donald Trump underskrev i går aftes et dekret, der trækker USA ud af Paris-klimaaftalen, som forpligter en lang række lande til at begrænse den globale opvarmning.
Det er ifølge Wopke Hoekstra, EU's klimakommissær, en uheldig beslutning.
- Det er en virkelig uheldig udvikling, at verdens største økonomi og en af vores nærmeste allierede i kampen mod klimaforandringer trækker sig fra Paris-aftalen, skriver han i et opslag på det sociale medie X.
Ursula von der Leyen, der er formand for Europa-Kommissionen, har ligeledes kommenteret på beslutningen.
- Alle kontinenter bliver nødt til at håndtere den voksende byrde af klimaændringer. Deres indvirkning er umulig at ignorere. Paris-aftalen er fortsat menneskehedens bedste håb, skriver hun på X.