Egypten, der har mæglet i våbenhvileforhandlingerne mellem Israel og Hamas, har foreslået en foreløbig to dages våbenhvile for at bytte fire israelske gidsler med et ukendt antal palæstinensiske fanger.
Det oplyser Egyptens præsident, Abdel Fatah al-Sisi, på et pressemøde i Kairo, skriver Reuters.
Meldingen kommer kort før, våbenhvile- og gidselforhandlingerne mellem Israel og Hamas forventes at blive genoptaget. Det skal ifølge Reuters ske i Qatar, der også er mægler i forhandlingerne.
Også Israels efterretningstjeneste Mossad og USA's efterretningstjeneste CIA forventes at deltage.
Abdel Fatah al-Sisi fortalte på pressemødet ikke, om våbenhvileforslaget officielt er blevet præsenteret for parterne og mæglerne.
Hamas og Israel har endnu ikke kommenteret på forslaget.