Danmark sender 10 millioner kroner afsted til nødhjælpsindsatsen i det katastroferamte Libyen.
Det sker efter massive oversvømmelser, som ramte landet natten til mandag.
Mere end 11.300 libyere har mistet livet, og yderligere 10.100 er meldt savnet, lyder meldingen fra Røde Kors.
- Den humanitære situation i Libyen er katastrofal, siger talsperson for Røde Kors i Libyen, Bashir Omar, ifølge nyhedsbureauet dpa.
De 10 millioner kroner kommer oveni de 75 millioner kroner fra FN's centrale nødhjælpsfond (CERF).
- Den humanitære situation er yderst alvorlig. Der er et enormt behov for vores hjælp, og derfor har regeringen også valgt at støtte de tilstedeværende danske ngo’ers nødhjælpsarbejde, siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), i en pressemeddelelse.