Danmark vil ikke give Rusland tilladelse til at deltage i undersøgelsen af sprængningerne på Nord Stream 1 og 2.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde på Marienborg.
- Både Danmark, Sverige og Tyskland er retsstater, og man kan godt have tillid til vores undersøgelser, siger Lars Løkke Rasmussen.
Tirsdag sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, at han ville have Danmark til at tillade, at Rusland kan deltage i undersøgelsen.
Eksplosionerne på rørledningerne skete i Danmarks eksklusive økonomiske zone, og derfor har Danmark ret til at bestemme, hvem der kan undersøge lækagerne, skriver Ritzau.
- Vi har fortalt russerne, at vi undersøger det til bunds. Og når vi har gjort det, vil vi meddele resultatet af den undersøgelse.