Katastrofale oversvømmelser i den libyske kystby Derna kan have kostet mellem 18.000 og 20.000 mennesker livet.
Det siger byens borgmester, Abdulmenam Al-Ghaithi, til tv-stationen al-Arabiya.
Vurderingen er baseret på mængden af ødelagte områder i byen, men dødstallet er ikke bekræftet af sundhedsmyndighederne, skriver Ritzau.
Redningsarbejdet er i fuld gang, og der er derfor stadig stor usikkerhed om, hvor mange, der har mistet livet i katastrofen.
Tidligere i dag lød det, at der var blevet fundet 5.300 døde personer, efter at en ødelæggende flodbølge var skyllet gennem byen.
Samtidig skrev FN's organisation for migration (IOM) i en besked på X, tidligere Twitter, at mindst 30.000 er blevet hjemløse i Derna, der husede over 100.000 mennesker.
Det østlige Libyen blev søndag ramt af et voldsomt uvejr med enorme mængder regn. Det fik to store dæmninger uden for Derna til at bryde sammen og sende en flodbølge med enorm kraft ind gennem byen. Du kan læse mere om historien her.