Der er snart ikke den toppolitiker fra Mellemøsten, som USA's udenrigsminister, Antony Blinken, ikke har holdt møde med de seneste måneder.
Mandag havde han så besøg af Israels forsvarsminister, Yoav Gallant. Det skriver det amerikanske udenrigsministerium på sin hjemmeside.
Her understregede Blinken, at der bør tages yderligere skridt for at beskytte humanitære arbejdere i Gaza, så der kan leveres nødhjælp i hele Gaza i koordinering med FN.
De to politikere fik også vendt, hvordan det går med at få lavet en våbenhvileaftale, og hvilket diplomatisk arbejde der er i gang for at sikre, hvordan man opnår sikkerhed for Israel og en genopbygning af Gaza, når de militære kampe på et tidspunkt er overstået.