De sidste to dage er der blevet gjort endnu et forsøg på at få Hamas og Israel til at indgå en fredsaftale i Gaza.
Forhandlingerne er foregået i Qatars hovedstad, Doha, og med ved bordet har siddet USA, Egypten og Qatar.
Og skal man tro USA's præsident Joe Biden, så er forhandlingerne gået godt. På X skriver han her til aften:
- I løbet af de sidste 48 timer i Doha har USA, Egypten og Qatar engageret sig i intensive samtaler som mæglere for at nå til enighed om en våbenhvile og frigivelse af gidsler og fanger.
- Disse samtaler var seriøse og konstruktive.
- Højtstående embedsmænd fra vores regeringer vil mødes igen i Kairo inden udgangen af næste uge med det formål at indgå aftalen under de betingelser, der er fremlagt i dag.
- Vejen er nu sat til et resultat, der vil redde liv, bringe lettelse til befolkningen i Gaza og deeskalere regionale spændinger.
Konflikten mellem Israel og Hamas har stået på siden 7. oktober sidste år, kun afbrudt af kortvarige våbenhviler.