I en lang række storbyer har man i dag kunnet høre og læse ordene "kvinder, liv, frihed".
Verden over er der i dag blevet afholdt demonstrationer i solidaritet med kvinder i Iran. Heriblandt i storbyer som Rom, Zürich, Paris, London, Sydney og New York.
Store demonstrationer har de seneste to uger spredt sig til det meste af Iran, efter at den 22-årige kvinde Jina Mahsa Amini den 16. september døde i moralpolitiets varetægt.
Jina Mahsa Amini var få dage forinden blevet anholdt under et besøg i landets hovedstad, Teheran, hvor moralpolitiet tilbageholdt hende, da det mente, at hun forbrød sig mod reglerne for korrekt påklædning.