Ifølge USA er Israel gået med til at holde fire timers pause hver dag - fra i dag - i kampene i det nordlige Gaza.
Pauserne vil give indbyggerne tid til at flygte sydpå via humanitære korridorer.
Det oplyser talsmand for Det Hvide Hus John Kirby på et pressemøde. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.
- Vi mener, at disse pauser er et skridt i den rigtige retning, siger John Kirby ifølge Reuters.
Udmeldingen er endnu ikke blevet bekræftet af de israelske myndigheder.
Flere lande, deriblandt USA, har presset på for, at Israel skal begynde på humanitære pauser, der ikke er det samme som en våbenhvile, hvilket FN opfordrer til.