Man kan hurtigt få indtryk af, at Donald Trump er komplet ligeglad med at være tiltalt for 37 lovovertrædelser, der kan ende med at give ham op til 400 års fængsel.
Efter retsmødet i går, stoppede Trump på en restaurant, hvor han proklamerede, at han ville give mad til alle, og han går til modangreb på sin politiske modstander Joe Biden og kalder ham for den mest korrupte præsident i landets historie.
Men man skal ikke lade sig narre af USA's tidligere præsidents hårde ydre, for det er spil for galleriet.
Det mener hans tidligere stabschef John Kelly i hvert fald.
- Han er skræmt fra vid og sans. Det her er måden, han kompenserer for det på. Han vil give folk det indtryk, at han er ligeglad, siger Kelly til The Washington Post.
I går erklærede Trump sig ikke skyldig i anklagerne om, at han på ulovlig vis opbevarede dokumenter om USA's nationale sikkerhed, efter at han forlod Det Hvide Hus, og efterfølgende løj over for de myndigheder, som krævede dem tilbage.
- For første gang i hans liv, tyder det på, at han bliver holdt til ansvar. Det er han aldrig blevet før, siger John Kelly.