Det bekymrer medarbejderne i Region Midtjylland, at to topchefer har sagt op i kølvandet på kræftskandalen på Aarhus Universitshospital.
Derfor har de nu sendt et brev til medlemmerne af regionsrådet, hvor de erklærer sig enige med, hvad den nu afgående lægefaglige koncerndirektør, Helene Probst, har skrevet på LinkedIn.
Her giver hun blandt andet udtryk for, at når der er meget fokus på at finde fejl i systemet, så har det uheldige konsekvenser for de vigtige prioriteringer i det danske sundhedsvæsen.
Det erklærer medarbejderne sig enige i, fortæller Anja Laursen, der er næstformand i det øverste samarbejdsudvalg, RMU, i Region Midtjylland og brevets underskriver.
- Uanset hvilke direktører man besætter posterne med, er der store udfordringer, siger Anja Laursen, der udtaler sig på vegne af medarbejderne i samarbejdsudvalget, som også består af ledere:
- Når sundhedsvæsenet er så presset, og der mangler så mange folk, er politikerne nødt til at træffe politiske prioriteringer om, hvad vi kan og skal i fremtiden. Så vi har politisk rygdækning til at gøre tingene.
Regionsrådet holder møde hele onsdag, hvor de blandt andet skal drøfte, hvem der skal konstitueres i regionsledelsen efter opsigelserne.