Mens Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen i går blev udspurgt af anklageren, var det i dag Trumps forsvarsadvokater, der fik lov til at grille Cohen under retsmødet i New York.
Og selvom forhøret startede mildt, blev det gradvist mere og mere intenst.
Anklageren bruger Cohen som kronvidne og insider, men Trumps forsvarsadvokater forsøgte at tegne et billede af en meget utroværdig mand.
- De startede med at spørge ham, om det passer, at han ønsker Donald Trump bag tremmer. Det svarede han ja til, og det er et forsøg på at sige til nævningene: I kan simpelthen ikke stole på den her mand, fortæller DR's USA-korrespondent Philip Khokhar.
Derudover påpegede Trumps advokater, at Michael Cohen tidligere har løjet, mens han afgav forklaring under ed i forbindelse med en høring i Kongressen.