Leder af den svenske efterforskning af Nord Stream-sabotagen, Mats Ljungqvist, siger nu til den svenske avis Expressen, at der i denne uge offentliggøres noget nyt om sagen.
I september måned 2022 blev gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 udsat for eksplosioner, og siden da har danske, tyske og svenske efterforskere undersøgt, hvem der stod bag.
Og nu skulle der altså snart komme nyt om sagen.
- Jeg kan ikke sige, om det bliver i morgen eller på onsdag eller på torsdag, men en afgørelse er i hvert fald på vej, siger Mats Ljungqvist til Expressen.
Ifølge Expressen blev det svenske justitsministerium underrettet om den kommende afgørelse i forrige uge.