Er det lykkedes for politiet at genskabe sms'er og andet slettet materiale fra eksempelvis statsministerens telefon i sagen den manglende lovhjemmel til at slå alle mink ihjel?
Det står stadig ikke helt klart efter en lettere kryptisk udmelding fra justitsministeriet tidligere i dag, der fortæller, at politiet nu er færdige med at "forsøge at genskabe materiale".
Beskeden undrer både Enhedslisten og SF.
- Det er lidt irriterende, når nu man tydeligt har signaleret fra regeringens side, at der skal være fuld åbenhed i kommunikationen.
- Det havde været væsentligt lettere, hvis man bare havde skrevet, om det var lykkedes at genskabe sms’erne, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.