Mindst 92 er dræbt i forbindelse med demonstrationer i Iran siden den 16. september.
Det oplyser menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights, IHR, ifølge Ritzau.
Demonstrationerne er opstået, efter en 22-årig kvinde døde, mens hun var i det iranske såkaldte moralpolitis varetægt. Hun blev angiveligt anholdt for at have brudt den lov, der foreskriver, hvordan en kvinde skal bære sin hijab i Iran.
Mahmood Amiry-Moghaddam, der er direktør i IHR, har opfordret det internationale samfund til at tage affære for at stoppe drabene på iranske demonstranter, som de mener, udgør forbrydelser mod menneskeheden.
Der er dog usikkerheder forbundet med dødstallet. Amnesty International har bekræftet, at 53 personer er døde, mens det iranske nyhedsbureau Fars skriver, at det drejer sig om omkring 60.
Den iranske regering siger, at det er udefrakommende kræfter, der har sat gang i de landsdækkende demonstrationer - især USA og dets allierede får skylden.