En ny to-årig overenskomst er faldet på plads for ansatte på friplejehjem og i den private hjemmepleje.
Aftalen sikrer de ansatte en lønstigning på seks kroner i timen i år og 5,75 i timen næste år.
En social- og sundhedsassistent i dagvagt vil dermed stige 3.600 kroner i månedsløn, når hele overenskomsten er indfaset, skriver FOA i en pressemeddelelse.
Ufaglærte får med aftalen også ret til at tage en erhvervsuddannelse med fuld sædvanlig løn efter to års ansættelse.
Overenskomsten dækker social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, husassistenter og ufaglærte, der er ansat på friplejehjem eller i private udbydere af hjemmehjælp.