Flere landmænd, vognmænd, fiskere og stribevis af traktorer er troppet op i Ringsted i protest mod blandt andet CO2-afgiften på landbruget.
De kæmper også for et stop for yderligere regulering af landbruget, og for at implementeringen af hele den grønne trepartsaftale bliver udskudt.
Som en del af aftalen skal landbruget, der står for 69,6 procent af kvælstofudledningerne, nemlig reducere sin udledning af kvælstof med 13.780 ton i 2027.
- Selvfølgelig skal vi passe på klimaet alle sammen, og selvfølgelig skal landmænd også bidrage. Det synes jeg også, vi gør, siger planteavler Erik Rasmussen, der kom kørende til demonstrationen på sin roeoptager.