De to direktør-opsigelser i Region Midtjylland i kølvandet på kræftskandalen fra Aarhus har fået Venstre-politikeren Anders G. Christensen til at opfordre Anders Kühnau (S) til at tage orlov fra sin post som formand for Danske Regioner.
Han mener ikke, at Kühnau kan bestride posten som både regionsrådsformand og formand for Danske Regioner og samtidig genoprette tilliden til ledelsessystemet og få ro på hospitalerne.
Men Anders Kühnau afviser at tage orlov fra posten som formand for Danske Regioner.
- Det sidste, vi har brug for, er at skabe mere usikkerhed om poster og stillinger. Mit primære job er at være regionsrådsformand, og så har jeg også en vigtig rolle for Danske Regioner, og den løber jeg ikke fra, siger han.
Anders Kühnau påpeger, at han har mange års erfaring med at håndtere svære sager.
- Og jeg har også prøvet at være i et stormvejr før. Jeg arbejder nogle flere timer, og jeg får det til at hænge sammen. Det behøver Anders G. Christensen og andre ikke at være bekymrede for. Jeg har fuld fokus på Region Midtjylland, siger regionsrådsformanden.
Det er forventningen, at forretningsudvalget i Region Midtjylland på et møde i dag vil konstituere en ny regionsledelse efter opsigelserne fra regionsdirektør Pernille Blach Hansen og lægefaglig koncerndirektør Helene Probst.