Iran reagerer nu på en kommentar fra USA's præsident Joe Biden. Ved et vælgermøde i Oregon i forbindelse med det lokale guvernørvalg, sagde Biden blandt andet, at han var imponeret over de iranske kvinders mod.
Og dagen forinden i Californien sagde præsidenten under et møde med folk, der demonstrerede til fordel de iranske oprørere, blandt andet følgende:
- I skal vide, at vi står sammen med borgerne, de modige kvinder i Iran. Det har overrasket, hvad det har vækket i Iran. Det har vækket noget, som jeg ikke tror vil kunne slukkes igen i lang, lang tid.
Det er meldinger, som det iranske præstestyre kalder utidig indblanding i interne anliggender.
- I de seneste dage har den amerikanske regering og ledere desperat forsøgt at puste til ilden i Iran på enhver måde, som de kan, og har støttet oprøret og volden, siger Nasser Kanaani ifølge det halvofficielle nyhedsbureau ISNA.