260 millioner kroner skal trække Hvidovre Hospital gennem det sidste seje træk med færdiggørelsen af sygehusets nye faciliteter.
Pengene til den i forvejen fire år forsinkede og kritiserede hospitalsudvidelse er en ekstrabevilling fra Region Hovedstaden, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad ifølge Ritzau.
- Det står klart, at projektet set i lyset af det sidste års udvikling ikke kan realiseres uden yderligere midler, hedder det ifølge dagbladet i referatet fra tirsdagens regionsrådsmøde, hvor beslutningen blev truffet.
Den samlede pris for udvidelsen vil ende på knap 2,2 milliarder kroner med det nye budget. Det svarer til en overskridelse på 18 procent, skriver Ritzau.
Supersygehuset skulle efter de oprindelige planer have stået klar i 2020, men ventes først færdiggjort i 2024.