Der er mindre end to uger, til Danmark spiller sin første kamp ved VM i Qatar.
Men med regeringsforhandlinger i kalenderen det formentlig næste lange stykke tid, har det måske givet den fungerende regering en løsning på dilemmaet om, hvorvidt danske ministre bør rejse til Qatar - et land, som blandt andet har fået kritik for brud på menneskerettigheder.
Den fungerende kultur- og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), kommer i hvert fald ikke til at rejse til VM i fodbold i Qatar for at støtte de danske fodboldherrer.
For så længe, der kun er en fungerende regering, kan Danmark ikke blive politisk repræsenteret ved slutrunden.
Det siger ministeren til Politiken.
Klimaminister Dan Jørgensen deltager til gengæld i klimatopmødet COP27 i Egypten. Men det mener Ane Halsboe-Jørgensen er noget andet.
- Der er meget stor forskel på at deltage med nationale interesser. Vi deltager også i rådsmøder i EU, men med en afdæmpet linje, siger Ane Halsboe-Jørgensen til Politiken og siger, at det handler om, hvorvidt det vil skade Danmark ikke at være til stede.