Et smalt flertal i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Borgerrepræsentation vil lukke for udeservering i København efter klokken 22.
Det fortæller Astrid Aller (SF), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Kosmopol.
SF, Socialdemokratiet, Alternativet og De Konservative stemte for, mens Enhedslisten, De Radikale og Venstre stemte imod, fortæller Astrid Aller.
Bortset fra Metropolzonen, det vil sige området mellem Middelalderbyen og Vesterbro, samt Kødbyen og Nyhavn skal barer og caféer klokken 22 lukke ned for udeservering alle dage bortset fra fredag og lørdag.
- Det er ikke fordi, vi lukker nattelivet - folk kan bare gå indenfor. Men vi skal finde en balance, hvor de forskellige måder at bruge byen på kan mødes, siger Astrid Aller.
Forslaget vil nu komme i høring, hvorefter forslaget skal behandles i udvalget på ny.