Et område ved en FN-drevet skole i byen Khan Younis i det sydlige Gaza blev tirsdag bombet.
Området ved skolen huser internt fordrevne palæstinensere, og angrebet har ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne kostet mindst 29 mennesker mistet livet.
Og det har fået EU's udenrigschef Josep Borrell til tasterne. På det sociale medie X skriver han, at en omgående våbenhvile er bydende nødvendig.
- En skole, der huser familier i Khan Younis, er blevet bombet af IDF (israelsk militær, red), hvor flere mennesker angiveligt er blevet dræbt... Vi fordømmer enhver overtrædelse af international lov: De ansvarlige skal holdes ansvarlige, skriver Borrell.
Det israelske militær oplyser på X, at det har udført et målrettet angeb mod en terrorist fra Hamas med præcisionsvåben, og at det vil undersøge meldinger om civile tilskadekomne ved skolen.