Danmarks Fiskeriforening er ikke begejstret for det udkast til en frihandels- og samarbejdsaftale, som EU er blevet enig med Storbritannien om.
- Det her er meget alvorligt. Vi forventer, at fiskere vil miste deres levebrød, og det bliver et hårdt slag mod Danmark og mod Nord- og Vestjylland, hvor fiskeriet spiller en særlig rolle og er livsnerven i mange lokalsamfund, fastslår Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening:
- Jeg har dyb medfølelse overfor de mennesker, der risikerer at miste deres arbejde og levebrød som følge af denne urimelige aftale. Det gælder vores egne medlemmer. Og det gælder dem, der er beskæftiget i følgeerhvervene omkring fiskerihavnene.