Danmarks fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), og hans kolleger fra ni andre nordeuropæiske lande er i dag blevet enige om at styrke indsatsen mod hybride trusler.
Det skriver Forsvarsministeriet, efter forsvarsministrene fra de allierede lande i koalitionen Joint Expeditionary Force (JEF) i dag er mødtes i Amsterdam.
JEF-landene vil helt konkret styrke indsatsen med blandt andet at dele oplysninger om mulige maritime trusler for at sikre et fælles opdateret sikkerhedsbillede af landenes farvande, står der i pressemeddelelsen. De vil samarbejde tæt for at koordinere tilstedeværelse i de respektive farvande. Det skal ske i tæt samarbejde med NATO.
- Lige nu oplever vi, at Rusland tilsyneladende er i gang med at kortlægge kritisk infrastruktur ikke bare i dansk farvand, men også hos vores allierede. Det indikerer, at Rusland kan være parat til i værste fald at udføre sabotage mod vores kritiske infrastruktur, udtaler Troels Lund Poulsen.
I dokumentarserien 'Skyggekrigen' er det blandt andet blevet afdækket, hvordan et russisk militærprogram ifølge efterretningstjenester og eksperter kortlægger havvindmølleparker, gasrørledninger og strøm- og internetkabler i farvandene omkring Danmark, Norge, Finland og Sverige.