Retten i Lyngby har besluttet, at straffesagen mod den tidligere FE-chef Lars Findsen skal behandles bag lukkede døre.
Det skriver Ritzau.
Findsen er tiltalt for at have lækket statshemmeligheder. Blandt andet skal han have delt hemmeligheder med sin mor, en tidligere rigspolitichef og to journalister.
Hans forsvarer har ønsket, at sagen skulle køre for åbne døre, mens anklagemyndigheden mener, det er afgørende, at de holdes lukkede.
Og det giver retten altså medhold i. Retten i Lyngby har blandt andet lagt vægt på retsplejelovens paragraf 29 om, at "et retsmøde skal holdes bag lukkede døre, når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det". Det fremgår af kendelsen.
Det betyder altså, at offentligheden ikke får indblik i de beviser, som anklagemyndigheden har løftet sagen mod Findsen på. Udefrakommende får heller ikke lov til at høre de forklaringer, der bliver afgivet i retten.
Kendelsen er blevet kæret på stedet af Lars Findsens forsvarer. Det betyder, at også Landsretten skal tage stilling til dørlukningen, før sagen kan gå igang.