En 29-årig kvinde fra Esbjerg er blevet tiltalt for billigelse af terror efter en kommentar på Facebook om Hamas' terrorangreb på Israel 7. oktober sidste år.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kommentaren kom på en nyhedstråd på Ekstra-Bladets facebookside, men det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, hvad der stod i kommentaren.
- Sagen er en påmindelse om, at det er strafbart offentligt at udtrykke billigelse til en terrorhandling på internettet, i medierne eller i det offentlige rum, siger anklager Holger Refslund ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Anklagemyndigheden vil kræve, at kvinden straffes med fængsel.