I sin nye dokumentarserie "Muldvarpen - undercover i Nordkorea" sender journalist og filminstruktøren Mads Brügger en førtidspensionieret kok afsted til Nordkorea for at afsløre regimets ulovligheder.
Gennem de ti år, som optagelserne varede, nåede kokken, Ulrich Larsen, at befinde sig i utallige risikable og direkte farlige situationer – og var nær ved at blive afsløret.
Herunder kan du læse interview med instruktør Mads Brügger.
Hvordan begyndte filmprojektet?
- Jeg bliver kontaktet af muldvarpen, som jeg aldrig før har mødt, talt med eller på nogen måde kendt. Han skriver ud af det blå og indleder en dialog på Messenger, der munder ud i, at han skal være min muldvarp i den dansk-koreanske venskabsforening.
- Jeg siger til ham, at jeg ikke kommer til at betale ham for det, og vi taler også om, at der ikke er meget, der tyder på, at det bliver særlig spændende. Man kan også sige, at det at bruge en muldvarp i den klub er at skyde gråspurve med kanoner. Men jeg tænker: ”lad os se, hvad det bærer med sig, og hvor det fører hen.”
Hvilke overvejelser har du haft i forholdt til at sætte en almindelig mand på denne mission?
- I første ombæring tænker jeg bare, at vi må se, hvor det fører hen. Der er jo ikke noget, der det første lange stykke tid, indikerer, at der er fare på færde eller, at han risikerer noget.
I 2012, to år efter Ulrich Larsen første gang kontakter Mads Brügger, rejser han med den dansk-koreanske venskabsforening til Nordkorea. Her møder han spanieren Alejandro Cao De Benós, som er formand for en international nordkoreansk venskabsforening.
I ’Muldvarpen - undercover i Nordkorea’ viser det sig, at spanieren er på udkig efter samarbejdspartnere, som har lyst til at handle med Nordkorea trods omverdenens sanktioner.
Mads Brügger opfinder derfor en hovedrig og skruppelløs fiktiv investor, der lader, som om han er villig til at lave forretninger – også ulovlige.
Den fiktive investor, som Mads Brügger kalder Mr. James, bliver en del af filmens handling, og til et møde mellem ham, Ulrich Larsen og Alejandro Cao De Benós bliver muligheden for køb og salg af våben og produktion af narko bragt op.
Alejandro Cao De Benós stiller danskerne i udsigt, at han kan sørge for, at de kan møde de rigtige folk at forhandle med i Nordkorea.
Herfra tager tingene fart, og Ulrich Larsen og Jim Latrache - som Mr. James i virkeligheden hedder – befinder sig i de følgende år i både risikable og direkte farlige situationer, ikke mindst i Nordkorea.
Hvad tænker du, da muldvarpen er ved at bevæge sig ind i et meget mere alvorligt og potentielt farligt felt?
- Det er klart, at da muldvarpen og Mister James mødes med Alejandro Cao De Benós i Oslo, hvor han tager masken af og tilbyder våbenhandel og narkotikahandel, da begynder det at stramme til. Og selvfølgelig er jeg bekymret, når muldvarpen er i Nordkorea.
- Mit problem var: ”hvornår skal vi stoppe?” Det har kostet mig mange søvnløse nætter. Både ift. hvornår der er en fortælling, som vi kan binde sløjfe på, men også i forhold til trusselsbilledet. For vi er jo en natsværmer, der flyver tættere og tættere på flammen.
Hvordan betragter du dit ansvar over for muldvarpen?
- Det er jo vigtigt at huske på, at fra starten af, er det muldvarpen, der er kommet til mig. Jeg har aldrig presset muldvarpen til at gå til yderligheder. Han har fra starten været i stand til at trække i håndbremsen, og jeg har flere gange spurgt ham: ’er du sikker på, du vil det her?’
- Men det er klart, da muldvarpen var i Spanien og Alejandro Cao De Benós lige pludselig tager en maskine frem, som kan opdage skjulte mikrofoner – og muldvarpen har en på … Det kunne nemt være endt helt forfærdeligt, hvis ikke muldvarpen havde været så iskold.
- Og det satte virkelig en skræk i livet, først og fremmest på muldvarpen, men også i mig. Så fra da af var jeg meget opmærksom på, at have sikkerhedsfolk i nærheden, når muldvarpen mødtes med Alejandro Cao De Benós, i fald han skulle opdage, at der var ugler i mosen.
I klippet her fra dokumentarserien "Muldvarpen" kan du se episoden, hvor Alejandro Cao De Benós tager en maskine frem, der kan opdage skjulte mikrofoner.
Så både du og muldvarpen har accepteret, at der har været en risiko forbundet med projektet?
- Journalistik involverer vel i sit væsen en risiko. Før eller siden kommer man jo til at lægge hånden på kogepladen. Man skal være bevidst om, hvad er den risiko, man løber, og hvordan imødegår man den bedst muligt.
Var du på noget tidspunkt i tvivl om, hvor langt du skulle lade det løbe?
- Ja. Efter scenen i kælderen, hvor Alejandro Cao De Benös er ved at afsløre muldvarpen. Da havde jeg nogle ædruelige overvejelser om: ”er det her gået for vidt? Skal vi trække i håndbremsen nu? Jeg snakkede med muldvarpen om det.
- Han ville gerne fortsætte. Det er selvfølgelig ikke en undskyldning for, om jeg skal lade det fortsætte. Men det spiller jo selvfølgelig ind. Det næste, der skete, var, at nordkoreanerne ville mødes med os i Uganda, og det var en invitation, vi ikke kunne sige nej til. Så vi fortsatte.
Hvor meget af dokumentarserien er virkelighed, og hvor meget er iscenesat virkelighed?
- Det hele er virkelighed. Det er kun Mr. James, der spiller skuespil, men det bliver jo også klart fortalt og sagt i filmen. Der, hvor det begynder at smage af fiktion, det er, at persongalleriet er så farverigt og næsten tegneserieagtigt, som det er.
- Alejandro Cao De Benós minder jo næsten om Grusomme Mig fra den her tegnefilm. Men det er en dokumentarfilm, og det skal der ikke være nogen tvivl om.
Er det så jer eller nordkoreanerne, der får tingene til at ske?
- Jamen, det er helt evident nordkoreanerne eller Alejandro, der får det til at ske. Det er jo Alejandro, der beder muldvarpen om at finde investorer, det er Alejandro, der falbyder våben og narkotika, og det er Alejandro, der inviterer muldvarpen og Mr. James til Pyongyang.
Har du haft nogle bekymringer om konsekvenserne for de nordkoreanske personer, som er med i filmen?
- Dybest set er jeg jo ikke ansvarlig for, hvad det nordkoreanske regime gør med deres egne borgere. Ydermere kan vi sige, at her har vi at gøre med våbenhandlere – dødens købmænd. I sidste ende er det ikke mit ansvar.
Hvad har du gjort dig af tanker omkring de følger, der kan komme fra Nordkorea mod dig selv?
- Heldigvis har Nordkorea ikke en organisation i Danmark. Det tætteste på er den nordkoreanske ambassade i Stockholm, og dem er jeg ikke bange for. Der er heller ikke nogen eksempler på, at Nordkorea regner af med ikkekoreanske journalister ude i verden.
- De kan gode finde på at slå hinanden ihjel, også i andre lande, og kidnappe hinanden, men hvis der er noget, jeg har lært af mit virke som journalist og filminstruktør, så er det, at onde mennesker altid har mange problemer. Og det tror jeg stadig – eller jeg håber – at jeg og muldvarpen og Mister James vil være et mindre problem for dem.
Hvad håber du, at dokumentarserien kommer til at ændre?
- Jeg håber, at det er enden på den internationale koreanske venskabsforening, som jeg betragter som en dybest set kriminel organisation, i hvert fald så længe den er anført af Alejandro Cao De Benós.
- Jeg håber også, at den vil få folk til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er med sanktionerne imod Nordkorea, og så er det selvfølgelig endnu en anledning til at diskutere Nordkorea. Nordkorea er mere end et kitschet diktatur, der har overlevet Sovjetunionen. Det er meget alvorligt, og det er ikke noget, der skal undslippe vores opmærksomhed.
Alejandro Cao De Benós er blevet forelagt indholdet af skjulte optagelser og den kritik, der rejses mod ham i dokumentarserien ’Muldvarpen - undercover i Nordkorea’, men han afviser at medvirke i programmet eller give interview.
I sit svar på kritikken skriver han, at formålet med den internationale koreanske venskabsforening KFA er venskab og kulturforståelse – ikke forretning – hvilket foreningens medlemmer og 20 års aktiviteter vidner om.
Han skriver desuden, at han mødtes med Mr. James omkring et lovligt byggeprojekt, men da han forstod, at projektet handlede om våben og euforiserende stoffer, besluttede han sig for at spille med på Mr. James og Ulrich Larsens planer ved at prale og lyve.
- •
’Muldvarpen – Undercover i Nordkorea’ er en dokumentarserie instrueret af Mads Brügger og produceret af selskaberne ’Wingman Media’ og ’Piraya Film’.
- •
Dokumentarfilmen er en co-produktion med BBC Storyville, NRK, SVT og DR.
- •
Filmen handler om en dansk familiefar, der igennem ti år infiltrerer den internationale nordkoreanske venskabsforening. Undervejs kommer han til at deltage i forhandlinger med repræsentanter fra regimet om køb af våben og narkotika.
- •
Som muldvarp i dokumentarserien er han med til at afdække, hvordan nordkoreanere forsøger at skaffe dollars og olie til regimet i Pyongyang gennem brud på internationale sanktioner.
- •
I dokumentarserien benyttes skjult kamera og agent provocateur – en figur, som produktionsselskabet har opfundet i forsøget på at afdække nordkoreanernes reelle intentioner. Begge metoder er taget i brug for at dokumentere brud på internationale sanktioner, en dokumentation der ikke ville kunne fremskaffes på anden vis.