Ifølge USA's udenrigsminister, Antony Blinken, er det ved at være tid, hvis der skal landes en aftale om våbenhvile i Gaza.
Sådan lød det mandag under et møde med Israels præsident, Isaac Herzog.
- Dette er et afgørende øjeblik - sandsynligvis den bedste og måske også sidste mulighed for at få gidslerne bragt hjem, nå frem til en våbenhvile og finde en vej mod varig fred og sikkerhed, siger Antony Blinken ifølge nyhedsbureauet AFP.
Blinken landede søndag i Tel Aviv for senere på ugen at deltage i et forhandlingsmøde i Kairo.
Foruden mødet med Isaac Herzog skal Antony Blinken i dag mødes med blandt andre Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.