Hvis man slår op på side 17 af dagens Jyllands-Posten, vil man kunne se en helsidesannonce fra Ungarns EU-kritiske premierminister, Viktor Orbán.
I annoncen opstiller Orbán syv forslag - på dansk - "om Den Europæiske Unions" fremtid.
- I Bruxelles bygges der en superstat som ingen har givet bemyndigelse til. Vi siger nej til det europæiske imperium, lyder det første forslag.
Orbán skriver i annoncen, at man gerne ser, at Serbien optages i EU, han kalder EU-Parlamentet for "en blindgyde", og så slår han fast, at den europæiske integration "er et middel, ikke et mål i sig selv".
Annoncen bærer præg af kommafejl og slåfejl så som "beslutinger" og "europæsike".
Ungarn har af andre EU-ledere blandt andet fået kritik for vedtagelsen af en omstridt LGBT-lov. Hollands premierminister, Mark Rutte, har sagt, at Ungarn ikke længere hører hjemme i EU, og kommissionsformand Ursula von der Leyen har kaldt loven en "skændsel".