Enhver time i Bakhmut er en time i helvede.
Sådan lyder meldingen ifølge CNN fra Volodymyr Nazarenko, der er næstkommanderende i Ukraines Nationalgarde, om den nuværende situation i byen.
På trods af de hårde russiske fremstød mod byen er det de seneste dage lykkedes de ukrainske styrker at få stabiliseret frontlinjen, fortæller han ifølge CNN til den ukrainske tv-kanal Kyiv24.
Byen Bakhmut i Donbas-regionen i den østlige del af Ukraine har i månedsvis dannet ramme om voldsomme kampe mellem russiske og ukrainske styrker, der har kostet tusinder livet og efterladt byen i ruiner. Tabene har været så voldsomme, at byen har fået tilnavnet "Putins kødhakker".
Byens viceborgmester, Oleksandr Marchenko, fortæller til BBC, at der på nuværende tidspunkt foregår kampe både i gaderne og omkring byen, men at den østlige del af byen fortsat er kontrolleret af ukrainske styrker.
Ifølge lederen af den private russiske lejehær Wagner-Gruppen er Bakhmut næsten komplet omringet af russiske styrker.