Medlemmer af Netanyahus kabinet er ifølge den tidligere israelske forsvarsminister Moshe Yaalon ude på at jage palæstinensere ud af det nordlige Gaza, og ønsker at genetablere jødiske bosættelser i området.
- Jeg er nødt til at advare om, hvad der sker der (i Gaza, red.), som bliver skjult for os, lød det søndag fra Yaalon til den israelske tv-station Kan.
- I sidste ende bliver der begået krigsforbrydelser, siger han ifølge Reuters.
Moshe Yaalon var forsvarsminister fra 2013 til 2016, og han har også været stabschef.
Han forlod i maj 2016 posten som forsvarsminister i protest mod premierminister Benjamin Netanyahus politiske linje.
Netanyahus Likud-parti udtaler, at Moshe Yaalon spreder "perfide løgne", mens udenrigsminister Gideon Sa'ar siger, at Yaalons anklager mod regeringen er grundløse.