Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, vil have det kinesiske fragtskib Yi Peng 3, som lige nu ligger stille i dansk økonomisk zone, til at bevæge sig mod Sverige.
- Fra svensk side har vi haft kontakt med fartøjet og Kina og fremført, at vi gerne vil have det til at bevæge sig mod svenske farvande. Så kan vi bedre samarbejde om, hvad der er sket, siger han i dag på et pressemøde ifølge det svenske medie SVT.
Det kinesiske fartøj, der ligger for anker midt i Kattegat, er midtpunkt i efterforskningen af formodet sabotage mod to undersøiske kabler i Østersøen.
Danmark og flere andre lande ligger lige nu i intense forhandlinger med Kina om at få lov til at undersøge fartøjet.