Sundhedsstyrelsen har opdateret sin vejledning om maksimale ventetider på kræftområdet, så den ikke er til at misforstå.
Reglerne bliver præciseret, efter over 300 patienter ventede for længe på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital mellem 2022 og 2023.
For der må ikke være tvivl om, hvordan patienter skal udredes og behandles for kræft på sygehusene, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Tanja Popp i en pressemeddelelse.
- Derfor indeholder vejledningen nu en tydeliggørelse af, hvilke specifikke forløb der er omfattet af reglerne om maksimale ventetider og en uddybning af dokumentation i patientjournalen.
Sundhedsstyrelsen vil løbende være i dialog med regionerne om implementeringen af den opdaterede vejledning.