En undskyldning fra Region Midtjylland er på sin plads til de kræftpatienter, der har ventet for længe på en behandling på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Det mener sundhedsminister Sophie Løhde (V).
- Jeg synes ikke, der er nogen tvivl om, at regionen selvfølgelig skal undskylde for, hvad der er foregået, siger hun.
Udmeldingen fra ministeren kommer, efter at Region Midtjylland onsdag i en ny redegørelse beklagede, at 306 patienter ikke har fået konkrete tilbud om at blive behandlet på andre sygehuse eller tilstrækkelig information om deres rettigheder, når ventetiden var for lang på AUH.
Løhde kalder det "et helt fundamentalt og groft svigt af mennesker i en meget sårbar position", og så langer hun hårdt ud efter regionen for først i den nu fjerde redegørelse og efter en lang række afsløringer fra DR at erkende fejl i over 300 sager. Hidtil har regionen erkendt fejl i 13 sager.
Sophie Løhde kalder de tidligere redegørelser "mangelfulde".
- Vi har i sidste ende ikke kunnet stole på de oplysninger, vi fik i de tidligere redegørelser, siger hun.
Ministeren vil nu læse redegørelsen grundigt, før hun konkluderer, om regionen denne gang har svaret fyldestgørende:
Også kræftpatient Pia Krog kræver en undskyldning i sagen. Læs mere her: