Fremover skal de beskeder, som ministre, departementschefer og særlige rådgivere sender fra deres tjenestetelefoner, gemmes og lagres i 25 år.
Det vurderer Justitsministeriet, skriver Politiken.
Reglerne fremgår af et sæt nye retningslinjer om statslige myndigheders opbevaring af sms'er og andre chattjenester, og her lyder det, at Justitsministeriet finder, at "sms-beskeder med videre tilhørende ministre, særlige rådgivere og departementschefer bør opbevares i mindst 25 år efter afsendelse eller modtagelsen".
Til Politiken siger næstformand i Konservative, Rasmus Jarlov, at han ser de nye retningslinjer som en tilståelse af, at det gik forkert for sig, da minksagens nøgleaktører automatisk slettede sms'er i hele perioden under minksagen.
Men fra Justitsministeriet lyder det, at de nye retningslinjer skyldes den praksis, der blev lagt af Minkkommissionen i 2022.